|
|
Samsö |
Samsø, den grønklædte ø midt i Kattegat, er fra naturens side et charmerende og fredfyldt sted. Hvad du end søger, vil du finde det på Samsø. Enestående natur, kunst, kultur, økologi og meget andet.
På disse sider har vi forsøgt at dække Samsø bedst muligt,både som ferieø
og lokalsamfund. Vi håber du må finde svar på dine mest basale spørgsmål omkring vort lille ø-samfund.
Besser Rev
Samsø har fire havne, der alle er velforsynede med faciliteter for lystsejlere, og hver havn har sin charme.
I alle havnene er der indkøbsmuligheder, ligesom der kan lejes cykler, hvis man som sejler har lyst til at opleve mere og andet af Samsø end havnen. Afstandene er ikke store og landskabet er særdeles cykelegnet.
Ved hver havn er kort nævnt de seværdigheder, der ligger i umiddelbar nærhed af havnen.
I sommermånederne er Ballen Havn det mest livlige sted på Samsø med et broget folkeliv af sejlere og andre turister - ikke mindst de dage i juli, hvor der er Samsø Festival på en plads godt en kilometer nord for havnen.
Der er flere gode spisesteder i Ballen, og både nord og syd for havnen er der glimrende bademuligheder.
Ad stranden lige syd for havnen kommer man til en gammel, restaureret kalkovn, der er et besøg værd. I den anden ende af byen ligger den 150 år gamle købmandsgård, hvor magasinbygningen i sommerferien huser en udstilling fra Økomuseum Samsø.
Mårup Havn ligger nærmest for foden af et af Danmarks smukkeste bakkeområder, Mårup og Nordby Bakker.
Her er der masser af muligheder for afvekslende vandreture, hvadenten det er for at nyde naturens stilhed og det storslåede landskab, eller man er interesseret i botanik eller stedets geologi.
Området er dannet i istiden, og et par kilometer nord for havnen findes den enestående istidskløft, Møgelskår, og lidt længere nordpå det 64 meter høje Ballebjerg med udsigts-tårn.
Der er også kun en kort cykeltur til Danmarks bedst bevarede landsby, Nordby.
Havnen i Langør var allerede i Vikingetiden en betydningsfuld naturhavn ved indsejlingen til Stauns Fjord.
Ligesom nu har den uden tvivl også dengang været omgivet af en natur med særpræget og enestående skønhed.
I dag er hele området ét stort, fredet fugle- og naturreservat, og lige udenfor Langør ligger Samsø Naturskole, hvor man er velkommen til at indhente flere oplysninger om det usædvanlige naturområde.
Kanhavekanal
Mange steder i nærheden er der fundet spor af vikingerne; det mest markante er resterne af den 800 meter lange Kanhavekanal der for mere end 1200 år siden blev gravet tværs over øen på Samsøs smalleste sted.
Og derfra er der ikke langt til en herlig vandretur på heden lige nord for kanalen.
Mens de tre øvrige havne på Samsø er kommunale, er Kolby Kås Havn privatejet.
Den har i langt over 100 år haft færgeforbindelse til Sjælland, og i dag er det Scandlines, der sejler til Kalundborg.
Ikke langt fra havnen ligger den fredede Kolby Mølle, der ofte benyttes som landmærke for ankommende sejlere.
Fra møllen er der kun få hundrede meter til Kolby med en af Samsøs fem smukke, hvidkalkede middelalderkirker.
Vesborg Fyr, der fra øens sydvestlige hjørne hilser sejlerne velkommen, er også et besøg værd, ikke mindst for udsigtens skyld.
Vesterløkken, lige nord for havnen, er med sin stenede strand et af Samsøs bedste fiskesteder.