ARCHIPELAGOES - Denmark

Det ældste skrift man har hvor Præstø er nævnt, er fra1321, hvor Kong Christoffer II skrev et brev, da han var på besøg i byen. Der er dog ingen tvivl om, at byen er meget ældre.

Som navnet antyder, lå byen tidligere på en ø, men mod vest og sydøst er vandet fyldt op og mod syd er Tubæk Å lagt i et kontrolleret åløb, så byen nu kun grænser til fjorden mod nord og øst.

Navnet Præstø menes at stamme fra dengang området hørte under præsten i Skibinge (Præstens ø), men noget sikkert bevis herfor er der ikke.

Selve byen menes at være opstået ved, at beboerne fra to tidligere landsbyer, Tudebølle og Kopager, som lå vest og nordvest for byen, er flyttet ud på øen. De to landsbyer er for længst forsvundet.

På et tidspunkt ejedes Præstø af Skovkloster (det nuværende Herlufsholm) ved Næstved, men i 1353 overtog Kong Valdemar Atterdag området.

I 1470 skænkede Kong Christian I kirken og den østlige del af øen (Klosternakken) til et Antonitterkloster, og denne tiggermunkeorden byggede et kloster nord for kirken. Det blev nedlagt ved reformationen i 1536, og klosterbygningerne nedrevet. 41.000 mursten førtes til Københavns Slot. Kirken blev byens sognekirke, hvor den kendte salmedigter N. F. S. Grundtvig var præst 1821-22.

De følgende århundreder gik det både godt og dårligt for byen. Den blev bl.a. hærget af flere brande. I 1645 brændte halvdelen af byen og i 1668 brændte ¾. Det var så slemt, at man fik bevilget skattefrihed i flere år af Kongen. Også i 1700-tallet hærgedes byen af flere voldsomme brande.

I begyndelsen af 1600-tallet virkede den driftige købmand Laurids Nielsen. En af hans sønner Jens Lauridsen, byggede slottet Nysø nordvest for byen.

Fra 1644 – 1785 var Præstø garnisonsby med soldater fra skiftende våbenarter, overvejende rytteri.

Svenskekrigene 1657-60 gav Præstø et voldsomt knæk. Både by og opland blev pint ved mandskabsudskrivninger og brandskatning. "Gøngehøvdingen", en dansk kongetro krigs- mand ved navn Svend Povlsen kæmpede her i området fra august 1658 til marts 1659 mod de svenske soldater, der bl.a. var indkvarteret på det daværende Jungshoved Slot, og utallige er historierne om ham og hans mænd "Snaphanernes" bedrifter. Svend Poulsen blev kaldt "Svend Gønge" eller "Gøngehøvdingen", formentlig fordi han vistnok stammede fra Gøinge i det nordøstlige Skåne, som indtil den 27. februar 1658 (Roskilde freden) hørte til Danmark.

Hans mænd var dels danske bønder, dels "Snaphaner",hvoraf nogle
var deserteret fra den svenske hær.
Carit Etlar har skrevet en roman herom, og den er er også blevet
filmatiseret.
En statue af en "Snaphane" er opstillet i anlægget ved
"Frederiksminde"

Fra begyndelsen af 1800-tallet begyndte byen på ny at udvikle sig. En dygtig købmand, H. C. Grønvold fik gang i byens handel, og man fik i 1828 anlagt en ordentlig havn. Byen begyndte at vokse, og omkring midten af 1800-tallet blev store maleriske pakhuse opført og de første små industrivirksomheder opstod (jernstøberi, maskinfabrik, hvidtølsbryggeri, dampskæreri, maskinsnedkeri, parfumefabrik og et dampbrænderi). Produktionen af brændevin var i 1898 ca. 200.000 potter.

I år 1900 åbnedes den private jernbane til Næstved, og den blev i 1913 ført videre sydpå til Mern. Den gav byen mulighed for at videreudvikle sig som et naturligt midtpunkt for et rigt opland. Banen blev dog nedlagt i 1961. Persontransporten foregik derefter med rutebiler, og der opførtes en rutebilstation. Varetransporten blev helt overtaget af lokale fragtmandsfirmaer.

Præstø stod indtil 1960’erne udviklingsmæssigt lidt i stampe, men herefter gik det atter fremad for kommunen. Den var således en af de første kommuner i landet, der gik ind for kommunesammenlægning. Det skete i 1966, hvor landkommunerne Allerslev, Jungshoved og Skibinge blev sammenlagt med købstaden. Ved den store kommunesammenlægning i det øvrige Danmark i 1970 blev også Bårse og Beldringe sogne i Bøgebjerg Kommune sammenlagt med Præstø.

Disse sammenlægninger gjorde det nemmere at løse større kommunale opgaver, og medførte også en administrativ centralisering med særskilte forvaltningsområder. Der var allerede i 1963 opført en ny stor skole Abildhøjskolen som en fælleskommunal foranstaltning, og nu blev der opført vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, ungdomsklub, idrætshal, nyt bibliotek og plejehjem. Byen udviklede sig boligmæssigt især mod sydøst, hvor der opstod nye boligkvarterer, dels med lejligheder i boligkomplekser, dels med parcelhuse.

Hovedgaden Adelgades fortovsfliser lå for en dels vedkommende skævt og var knækkede. Kommunekassen havde ikke rigtig penge til istandsættelse, men den daværende biografdirektør Valeur Larsen fik da den idé, at borgerne kunne købe en flise med en tekst på, som de selv kunne vælge. Samtidig måtte man købe en fem – seks andre fliser uden tekst. Kommunen stod for udskiftningen af fliserne, og i dag ser man især turister gå rundt og læse disse tekster, som for nogles vedkommende er ret så morsomme.

Indbyggertallet voksede og behovet for service steg. Sommerhusområder på Jungshoved blev udbygget. I 1980 blev administrationsbygningen udvidet, nyt rensningsanlæg samt nærgenbrugsstation blev opført. Kommunen overtog et halmvarmeværk og ombyggede det til et moderne kraftvarmeværk. Til at støtte og udvikle erhvervslivet blev oprettet et erhvervscenter med en erhvervschef.

Den gamle jernbanestationsbygning og et stort stykke tilhørende grund var blevet købt af et korn- og foderstoffirma ved jernbanens nedlæggelse. Da firmaet flyttede virksomheden til Bårse, købte kommunen grunden med bygningen, og det åbnede spændende perspektiver for, hvad området kunne benyttes til. Ingen af disse perspektiver er endnu omsat til konkrete planer, men vil muligvis komme til at hænge sammen med planer for moderniseringen af området ved Rutebilstationen.

Af kommende planer kan tillige nævnes planer for modernisering af Adelgade, der blev påbegyndt i 1997 og afsluttes i 1998. Hovedgaden vil herefter fremstå som en meget indkøbsvenlig gade, hvor der især er taget hensyn til den langsomme og gående trafik.

I dag fremstår Præstø Kommune som en fremsynet, driftig, erhvervsvenlig og borgervenlig kommune, hvor politikere og embedsmænd lægger vægt på at yde en god service, hvor borgerne bliver hørt. Der er oprettet lokalråd i landdistrikterne, og der indkaldes herudover ofte til information og borgerhøring om specielle større planer. En gang om året udgives en servicehåndbog på papir, ligesom denne hjemmeside på Internettet giver helt a’jourførte oplysninger om kommunens service m.m.