Fur ligger i Limfjorden blot 5 minutters sejlads fra Branden på Sallings nordside. Færgerne sejler i pendulfart til en af de smukkeste og mest spændende øer i Danmark. Den særegne natur, den spændende historie og det fine serviceudbud gør Fur fortrinlig til endagsudflugter, men der er masser af stof til længere tids ophold. Fur har en rigdom af forskelligartede og særprægede landskaber. Den 22 km2 store ø præges i den sydlige del af fladt sletteland med strandenge, søer og marker, mens den nordlige del domineres af en øst-/vest-gående bakkeryg med stejle klinter ned mod Limfjorden. Den øvrige del af nordsiden er præget af bakker og spredte skove. Fur var indtil 1860 skovløs, men efter ihærdig indsats med skovbeplantning fremstår Fur idag med megen beplantning.

 

Mennesker på Fur 

 

Der har været mennesker på Fur i tusinder af år. De mange gravhøje og bopladser vidner om en ø med stor aktivitet i oldtiden. Gravhøjene, Stendalhøje, Manhøje og Smedjehøjene er alle placeret på øens højeste punkter, hvorfra man har en fremragende udsigt ud over Limfjorden, Himmerland, Thy, Mors og Vendsyssel. Hvis man vil være sikker på at komme rundt i Furs seværdigheder, Den Røde Sten, Rødstenen og Langstedhuller, er det en god ide at følge det veludbyggede stinet på i alt 12 km., som udspringer fra Emmelstenhus på øens nordside. Der er på ruten opstillet skilte, som viser vej og informerer om seværdighederne.

 

Moleret på Fur 

 

Som et af de eneste steder i verden med molerforekomster, har man siden 1919 udnyttet moleret kommercielt. Molerindustrien har fået stor betydning for øens udvikling. Den har idag overtaget fiskeriets og landbrugets plads som det betydeligste erhverv på øen. Der er dog også andre tidligere eksempler på råstofindvinding på Fur. I 1809-1813 gravede svenske krigsfanger, i et forsøg på at finde kul, en 50 meter lang minegang i det, der idag er kendt som Svenskerhulen. Det eneste man dog fandt, viste sig senere at være vulkansk aske. Svenskerhulen kan stadig beses, men meget af minegangen er idag forsvundet, fordi fjorden har gjort sit indhug. I de store åbne molergrave og langs de stejle kystklinter ses de vulkanske askelag, som for ca. 55 mill. år tilbage sank ned på det molerhav, der ved en landhævning senere blev til Fur.