![]() |
Femø |
Femö kro
- Femø ligger i Smålandsfarvandet mellem Sjælland og Lolland-Falster, skilt fra Fejø ved Femø Sund. Øen er 1138 ha stor. De fleste forbinder Femø med kvindeølejr og jazzfestival, og det med god grund. Men øen er også velbesøgt af sejlerfolket, der benytter den lille havn på øens vestside. Havnen har moderne toilet- og badefaciliteter. Der er telebus, turistinformation samt kiosk og en købmand. Fra havnen udgår veje til øens to byer, Nørreby og Sønderby, der begge er præget af smukke, gamle bygninger og et sandt virvar af små veje og stier. Kirken er meget praktisk opført lige mellem de to byer. Den stod færdig i 1527 men også en stor del af kirkens inventar har flere århundreder bag sig, bl.a. det meget smukke krucifiks fra 1300-tallet. Korhvælving og en del af skibet er udsmykket med sengotiske kalkmalerier. Kirken kan besøges efter aftale. Der er fine badestrande på Femø, men der er også klintkyster og lave strandenge, hvor man kan få gode naturoplevelser. Man kan få noget at spise på Femø Kro i Nørreby, og om sommeren er der servering i cafeen på kursuscentret Højriis - og is- og pølseboden på havnen. Der er mulighed for privat teltslagning på Femø. Enkelte af de omkring 50 sommerhuse udlejes. Og man kan også overnatte på Femø Lejrskole og Kursuscenter eller på Højriis.
Bakker og moser og masser af fugle
- Natur. Femø er delt i to meget kuperede områder, delt af en dal., Bækkenet, som formentlig er skabt af istidens smeltevand. Visse steder ligger Bækkenets terræn under havoverfladen, og indtil man i begyndelsen af dette århundrede inddæmmede området, blev store dele af Bækkenet oversvømmet i vinterhalvåret. Øens højeste punkt er 22 meter over havet. Tidligere var Femø domineret af frugthaver, men disse er nu veget til fordel for bl.a. frøavl, kinakål og persille. Der er mange smukke, trækransede moseområder på øen, og langs kysterne møder man et bredt udvalg af strandfugle.
- At Femø skulle betyde "de fem øer" har intet på sig, omend uvederhæftige skrønemagere stadig bringer påstanden til torvs. Øens navn kan føres tilbage til tolvhundredetallet, hvor Femø i kong Valdemars jordebog optræder under navnet Fymø eller Thymø, der betyder skum. Men der var mennesker på Femø før den tid. I Nørreby har der indtil forrige århundrede ligget tre stendysser, og man har fundet mange stenalderredskaber på øen. Desuden er der både i Nørreby og Sønderby fundet bæltesmykker, armringe og hængekar fra jern- og broncealderen.
- "Kald den Kongevejen"
- Mellem Nørreby og havnen er der rejst en mindesten for Chr. X's tre besøg på øen. Stenen er rejst ved en vej, der netop var anlagt, da kongen aflagde sit sidste besøg i 1939. Da kongen så den nye vej, der endnu ikke havde fået navn, sagde han: kald den Kongevejen.
- I dag har Femø 210 indbyggere, der byder velkommen til jazzelskere, ølejrkvinder, sejlere og andet godtfolk.
![]()
Femö kirke
|
Praktiske oplysninger om Femø
|
| Marina | Position | Adress | Information |
| Femø Marina | Tel 3050 3155 |
80 berths, toilets and baths |